|
Brobygning på Aalborghus GymnasiumHvordan er det at gå i gymnasiet og hf? Hvordan foregår undervisningen i de forskellige fag? Hvilke krav bliver der stillet? Disse og mange andre spørgsmål vil vi forsøge at besvare i løbet af de fire uger et brobygningsforløb varer. Ud over et indblik i undervisningen vil du også få en fornemmelse af skolens sociale liv (morgensamling, café, fester m.v.). Formålet med brobygning er altså at give dig et realistisk indtryk af hvad det vil sige at gå i gymnasiet/hf ved at du bliver undervist i de enkelte fag og oplever deres arbejdsbyrde i en næsten almindelig dagligdag. Du vil blive stillet over for de samme krav til faglige forudsætninger, lektielæsning og samarbejdsevne som kræves af vores egne elever, du skal bl.a. aflevere skr. opgaver i udvalgte fag (i 2000 var det dansk, engelsk og matematik). Spredningen i valgfag og specialisering i bestemte fag som matematik, fysik, kemi på den ene side og fremmedsprog på den anden begynder først i 2g/2hf, og eleverne i brobygning følger derfor alle det samme skema (i gymnasiet har sproglige nemlig også matematik, fysik og kemi ligesom matematikere har fremmedsprog). Herudover er der en stor mængde fag som alle skal have (bl.a. dansk, historie, biologi, idræt og musik) og som du vil også stifte bekendtskab med i brobygningen. Ugeskemaet ligner nok ikke helt det du er vant til fra din 10. klasse. Dels er timerne lagt i blokke af to lektioner - du har altså typisk tre blokke pr. dag - dels tilbydes du mulighed for én eller flere lyttetimer hvis der er et specielt fag eller niveau du gerne vil vide mere om. I skemaet er der desuden indlagt studievejledningstimer hvor du vil lære om studieteknik, lektielæsning, gymnasiets formål og opbygning, reglerne for karaktergivning, eksamen, videregående uddannelser osv. Du vil også få to individuelle samtaler med en studievejleder hvor I drøfter din skolemæssige fremtid. Du skal være opmærksom på at lærernes evaluering af din faglige indsats under forløbet på Aalborghus vil indgå i din uddannelsesplan. For mens ét af formålene med brobygning er at give dig et indtryk af hvordan hverdagen former sig hos os, så er et andet formål at du skal lære noget i løbet af de fire uger du er her. Brobygning er dermed ikke en ferie; du kan ikke nøjes med en passiv tilstedeværelse, for vi forventer selvfølgelig at du deltager aktivt i den undervisning vi tilrettelægger for brobygningsklassen. Ellers har du ingen reel mulighed for at finde ud af om gymnasiet/hf er noget du kan klare, og vi vil heller ikke kunne råde dig. |