HF:     Faget historie

Historie i hf er 2-årigt.

Faget indgår i en kultur- og samfundsgruppe sammen med religion og samfundsfag.
Faggruppen giver grundlæggende indsigt i samspillet mellem den historiske, samfundsmæssige og kulturelle udvikling lokalt, nationalt og internationalt, både hvad angår tilværelsestolkning, de grundlæggende livsvilkår samt individers udfoldelses- og handlingsmønstre.

Kursisterne skal i historie kunne:

- anvende og kombinere viden og metoder fra faggruppen til at opnå indsigt i historiske, samfundsmæssige og kulturelle sammenhænge med forståelse af det enkelte fags særpræg
- redegøre for forskellige livsanskuelser og politiske grundholdninger og deres betydning i historisk og aktuel sammenhæng
- reflektere over mennesket som historieskabt og historieskabende
- diskutere egne og andres kulturelle værdier i forhold til nutidige og fortidige værdier
- anvende viden og centrale epoker til at opnå forståelse af sammenhænge af kulturel og samfundsmæssig art i Danmarkshistorien.

Undervisningen gennemføres som vekselvirkning mellem flerfaglige og særfaglige aktiviteter. Undervisningen skal være alsidig i valg af metoder og problemstillinger, teorier og synsvinkler. I historie vil hovedvægten ligge på arbejdet med grundlæggende viden, begreber og metoder, som efterfølgende kvalificerer de flerfaglige aktiviteter.

I undervisningen anvendes afvekslende og kursistaktiverende arbejdsformer, således at kursisterne får gode muligheder for at dokumentere, formidle og diskutere faglige sammenhænge og synspunkter. Projektarbejde er omdrejningspunktet for det flerfaglige samarbejde.

Eksamen afholdes som en mundtlig prøve i faggruppen

Torben Hansgaard
fagrepræsentant