Faget dramatik

 

Dramatik er et fag, hvor teori og praksis går hånd i hånd. Du lærer at arbejde med krop, stemme, sprog og alle de andre virkemidler, der er grundlaget for drama og teater. Du lærer at opbygge en rolle ud fra en tekst eller en idé, og du lærer det grundlæggende i at skabe en teaterforestilling. Sammen går holdet i teatret og evt. også til åbne prøver. Her får du indblik i det professionelle teater og inspiration til dit eget arbejde. Du lærer også at analysere. Både holdets egne sceniske realisationer og de forestillinger vi ser. Desuden dramatiske tekster samt billeder fra forestillinger. Formålet er at sætte fokus på både den skabende proces og det færdige produkt.

 

 

 

Dramatik er ét af de tre kunstneriske fag, som du kan vælge imellem i 1.g eller 1.hf. Her får du faget på C-niveau. I nogen studieretninger er der mulighed for at hæve faget til B-niveau.

 

Klik her for at se læreplanerne for dramatik

 

Dramatik C-niveau hf (http://www.uvm.dk/nyheder/gymnasiereform/laereplaner_okt04/hf/dramatik_c.doc)

 

Dramatik C-niveau gymnasiet

(http://www.uvm.dk/nyheder/gymnasiereform/laereplaner_okt04/stx/dramatik_c.doc)

 

Dramatik B-niveau gymnasiet

(http://www.uvm.dk/nyheder/gymnasiereform/laereplaner_okt04/stx/dramatik_b.doc)

 

 

Undervisningen

 

Det er ikke et krav, at du har spillet teater før. Undervisningen tager udgangspunkt i enkle fysiske øvelser med eller uden tekst, i dialoger og i korte iscenesættelser af en tekst eller en idé. Vi leger og eksperimenterer og træder ind imellem et skridt tilbage og forholder os teoretisk til arbejdet. Drama og teater er en måde at opleve, tænke, udforske og fremstille virkeligheden på.

 

Du kommer til at arbejde med forskellige genrer og skuespil-teknikker inden for europæisk drama og teater. Du kommer også til at lære om to teaterhistoriske perioder – én før og én efter år 1900. Det kunne f.eks. være Shakespeares teater og moderne teater. Som altid integrerer undervisningen også her det skabende arbejde og den teoretiske refleksion.

 

Progressionen i undervisningen går fra arbejdet med enkle øvelser og realisationer af ideer eller tekster over mindre projekter og korte forløb til det større, selvstændige projektarbejde. Sammen med andre fra holdet kommer du her til at lave en forestilling med alt hvad det indbefatter af manuskriptarbejde, instruktion, valg af roller, kostumer, scenografi, spillestil osv. Her er der mulighed for, at I kan afprøve egne kreative ideer og skabe det udtryk I ønsker at vise publikum. Det er en selvstændig proces, men med vejledning fra læreren.

 

På B-niveau er udfordringerne naturligvis større end på C-niveau. Her skal du arbejde med tre teaterhistoriske perioder samt nyere europæisk dramatik og moderne iscenesættelsesprincipper. Du skal også medvirke i to større teaterprojekter i løbet af året. Endvidere arbejder vi med at forstå det levende teater i en større kunstnerisk og kulturel sammenhæng.

 

Skriftligt arbejde

Igennem hele undervisningsforløbet opbygger du en portfolio med materiale fra centrale dele af stoffet. Det kan f.eks. være udleveret materiale, kommenterede tekstcitater, fotos og skitser samt refleksioner over øvelsesforløb og projekter. Det kan også være refleksioner over din egen læreproces og fagets kombination af teori og praksis. I projektarbejdet fører gruppen logbog, således at I dokumenterer produktions-processen.

 

Tværfagligt samarbejde

Faget dramatik arbejder naturligt sammen med andre fag. Det kan være tekstanalyse i samarbejde med dansk, en periode i samarbejde med historie, en kultur i samarbejde med religion, oldtidskundskab eller et sprogfag, en politisk eller social problematik i samarbejde med samfundsfag eller en formidlingsopgave i samarbejde med et naturvidenskabeligt fag.

Eksamen

Eksamen er en todelt mundtlig prøve. Den første, praktiske del er en gruppeeksamen hvor I viser det afsluttende projekt. Den anden, teoretiske del er en individuel prøve uden forberedelsestid. Du bliver her prøvet i evnen til at forstå projektet i et større perspektiv. På B-niveau er eksamen også todelt. Her består første del dog af både forevisning og en gruppebaseret samtale om projektet. Anden del er en individuel teoretisk prøve med forberedelsestid. Materialet er ukendt.

 

 

Links

Aalborg Teater (http://www.aalborg-teater.dk)

Jomfru Ane Teatret (http://www.jomfru-ane.dk)

Det Hem’lige Teater (http://www.hemli.dk)

Københavns Internationale Teater (http://www.kit.dk)

Forlaget Drama http://www.drama.dk

Statens Teaterskole http://www.teaterskolen.dk