|
Joseph and the Amazing Technicolor Dreamcoat (1968)OBS: Se sidste nyt om musicalen her... Musik af Andrew Lloyd Webber og sangtekster af Tim Rice. Nepotisme – Jalousi – Drab Sexchikane – Fængselsophold – Intriger Drømmetydning – Stjerner – Hævn … og den røde tråd igennem det hele: en kåbe, som vil kunne tåle fremvisning på catwalks’ene i Milano. Kort fortalt: Joseph and the Amazing Technicolor Dreamcoatand er musicalen, der følger fortællingen fra det Gamle Testamentes 1. Mosebog om Josef og hans brødre i deres livs mest turbulente tid. Fortælleren er den allesteds-nærværende guide gennem 1½-times sange, der følger Josef og hans mangefarvede kåbe fra hans brødre i jalousi skiller sig af med både ham og den - til Faraos hof i Ægypten, hvor han vinder herskerens tillid - til den tåre-vædede genforeningen med brødrene, der kommer til Ægypten. Vi oplever Josefs nederlag og sejre på tætteste hånd, i det han går fra at være sin fars yndlingssøn - symboliseret af den flotte kåbe, som han får i gave af sin far - til at blive smidt i en brønd og efterladt til døden af sine jaloux brødre, solgt som slave til en rig bankmand med en sexgal kone, spærret ind i et ægyptisk fængsel med blot en bager og en tjener til at holde sig ved selskab, og til sidst ender som den økonomiske vismand, der redder Faraos land fra tørken. Joseph var den nu så verdenskendte duo Webber og Rice’s blot andet samarbejde. Og makkerparret formår at omsætte den bibelske historie til sange, der spænder vidt - fra pop til 50’er-rock til fransk cabaret-musik til caribiske calypso rytmer - mange med det velkendte Webber/Rice hit-potentiale, som høres i senere musicals som Jesus Christ Superstar og Evita. Musicalen fik succes på Broadway i 1982, og blev i 2000 genindspillet i en udgave med bl.a. Donny Osmond (som Joseph) og Joan Collins (kendt fra Dollars). Joseph er desuden en populær musical på amatørplan, hvor den er blevet opsat i utallige forskellige versioner. Og nu skal Joseph gå sin sejrsgang på Aalborghus Gymnasium - godt hjulpet på vej af en række engagerede musik- og dramalærere samt det vigtigste element af dem alle: JER ELEVER! Der er imidlertid ikke kun brug for sangere og musikere, men også dansere, folk til pr, kostumesyning, kulissemagere, lys- og lydfolk, sminkører plus alt-mulig folk. Ja - det bliver et kæmpe projekt, så DER ER BRUG FOR DIG! Selve opførslerne er fastlagt til uge 16 - onsdag den 18. (premiere), torsdag den 19. og fredag den 20. april. Ønsker du mere information kan du kontakte enten Sofie Hust Augustesen (HU) eller John Mahoney (JO). |